Lutherstiftelsen sendte ud emisærer til de fleste deler af landet, og tilslut kom her en del virksomhed til bygdene. Denne blev for vor bygds vedkommende slap og liden. Dette mærkede nogle troende venner i Bergen. -disse var alle fra Søndfjord-, og de bestemte at danne en forening der i Bergen, og skulde stødte til med emisærer og midler til at drive indremisjons-virksomhed især inden Dalsfjordens omraade. Denne forening fik saa navn af «Søndfjords støtteforening» og blev stiftet aar 1881. (En af dem som var med da, og som nu er med i Bygstads indremisjonsforenings bestyrelse, er Bernt O.Selberg.) Denne forening virkede til megen velsignelse baade for de troende og for at vinde flere for Jesus.
Imidlertid kunne denne forening ikke drive den fornødne virksomhed i længden. Da denne forening havde virket 16 -17 år, blev det senere saakaldte «Vestlandske Indremisjonsforbund» stiftet.
I de fleste bygder paa Vestlandet, hvor der fandtes troende, blev der dannet foreninger, som lidt efter lidt indmeldte sig i Forbundet. Til slut meldte ogsaa en del af Søndfjords stødteforenings virkefeldt sig ind i Forbundet,- nemlig Bremangers, Askvolds og Ytre Holmedals foreninger. Da raadførte vennerne i Bygstad, som udgjorde en forening, sig med stødteforeningens bestyrelse i Bergen. Den svarede og sagde, at de vilde raade til sammenslutning, men ogsaa at de alligevel vilde yde det som de kunde saasom de havde gjort før. Da vennerne i Bygstad hørte det, besluttede de sig til at følge raadet, og en medlemsfortegnelse blev optaget, og de beholdt den forrige bestyrelse i støtteforeningen, og foreningen fik navn af «Bygstads indremisjonsforening» aar 1902.
Sognepresten var da som en del andre på den tid imod Forbundet, da de manglede kjendskab til dets arbeide, og foreningen havde megen modstand i førstningen. Presten sammenkaldte et menighedsmøde hvorved han vilde ødelægge den «nystiftede forening», som han kaldte saa. Han sagde, at det var en menighedssag at danne forening, og mangt andet. Og naar menigheden hørte hans udtalelse, saa troede de ham blindt hen, uden hverken han eller menigheden havde virkelig kjendskab til Forbundets arbeide. Han troede, at her skulde findes en gammel forening som stod under «Landsforbundet», og at denne forening nu var kulkastet, og at den efter hans mening nystiftede forenings bestyrelse var dens bestyrelse. Men den forening som han mente var bestaaende, var ikke blevet stiftet, men at det bare var paa tale at stifte en på Sande under ledelse af præsten Hammer. Denne lille omtale som havde været engang for længe siden, havde ført til, at en del troede foreningen var stiftet.
Samme aar som Bygstads indremisjonsforening gik over i Forbundet gjennem Dalsfjordens Fællesforening, fik Bygstad Indremisjonsforening avholdt aarsmøde af emisærer fra Forbundet. Deriblandt var A. Lavik selv tilstede og mødet holdtes i O.A. Lundes lade i 1902. Siden den tid har foreningen arbeidet i stillhed, men har dog mødt megen modstand baade af præst, lærer og medhjælper. Foreningen har modtaget megen virksomhed fra Forbundet, siden den tid.
Høsten 1904 var en del venner fra Bygstad i Bergen paa et indremisjonsmøde, hvor de var blevet rigt velsignede, Paa hjemveien talte de om hvordan de kunde faa det lige hyggeligt hjemme. Da kom der op hos dem den tanke, som alt i 90-aarene havde vært paa tale inden indremisjonsvennerne i Bygstad, at bygge et bedehus, især nu da saa faa vilde holde hus til møderne var det paakrævet. De gav derfor nogle ører hver, hvormed de fik bygge den første lille grundpille til huset.
I stillhed blev sammenkaldt et møde blandt vennerne her for at drøfte tanken. Dette blev kjendt blandt folk og en sammenslutning mellem indremisjons-foreningen og den frilyndte ungdomsforening i husbygning kom stærkt på tale. Et møde blev afholdt en af de første dager i aaret 1905 på Yndestad, hvor indremisjonsforeningens byggekomité fremlagde bedehusets statutter Disse blev af ungdomsforeningens udsendinge mistenkeliggjort paa mange maader, – især angaaende statutternes tilladelse til afbenyttelse af huset til det kristelige ungdomsarbeide. Der blev valgt flere underhandlingskomiteer fra begge hold, men de blev ikke opnaaet enighed, som rimelig kunde være, da Gud og moralitet alene ikke kan forenes, hvor de er i frisk vækst. Brødrene fik klar forvisning om Guds vilje, og de begyndte at bygge. Derover blev modstandeme harme og begyndte straks at bygge et for sig. Dette blev først færdigt paa grund af dets simple konstruktion og materiale.
Aarsindremisjonsmødet blev afholdt i Bygstad i slutningen af juni 1905, og til den tid blev huset færdigt og indvielsen af huset fandt sted dagen før det egentlige aarsmøde. Præsten Gloppestad lovede at komme og holde indviel-sestalen, men kom dog ikke, og emisær A. Madsen holdt indvielsestalen, saa varmt og indtrengende at enhver fik erfare at Gud i særegen forstand var til stede og velsignede den enkelte af den store masse som var fremmødt. Forsamlingen blev talt ved udgangen og det viste sig at der under mødet var 768 mennesker til stede, men saa stod de ogsaa tetstuvede i hver eneste krog. Der var folk fra Korssund, Folkestad, Askvold, Holmedal og Dale. Desuden fra Bygstad, Sande, Viksdalen og Førde. Vennerne i Bygstad fik paa dette møde rigelig erfare at Gud alt var begyndt at tage sig af vort arbeide og velsigne os. Mødet varede paa fjerde dagen, med afveksling af taler, samtaler og bønne- og vidnestunder, og alle istemte: «Gud har rigeligt velsignet os, vi er glade.» Mange fandt fred med Gud og flere, ja de fleste blev dypt rørt. Under mødet vedtoges enstemmig at sende et hyldningstelegram til den norske regjering for deres troværdige og ansvarlige arbeide. Emisær Midtbø forblev nogle dage efter mødet og holdt flere opbyggelser.
Til bestyrelse blev valgt: K. Antonesen, Bernt Selberg, Joh. Hjelmeland, Supl. A.Aase, Søren G. Aase, Anders Hjelmeland, Søren J.Aase.
Hele høsten fremover havde vi ingen emisærvirksomhed, men alligevel møde omtrent hver søndag. Disse møder var dels bønne- og dels vidnemøder. Til indtægt for indremisjonsforeningen holdtes fest paa Rypehaugen søndag den 8.de efter Trefoldighed.
Bestyrelsen havde ogsaa møder sig imellom, og sendte skrivelse til bestyrelsen i Dalsfjord fællesforening om at faa emisær. Tiden gikk, men her kom ingen før den 17de nov. 1905.»
Her kunne eg ha halde fram med referat frå indremisjonsarbeidet i Bygstad men eg vil gjera eit hopp og ta med nokre linjer frå 1906, som syner at Søndfjord Støtteforening framleis sende emissærar til Dalsfjord-distriktet. Eg siterer «Efter aarsmødet har emisær C. Svendsen virket i foreningen en 3 ugers tid, udsendt fra Støtteforeningen i Bergen, – et kraftigt Herrens vidne.»